Sidste uge var jeg syg – og syg OG syg… og det var jeg faktisk også i weekenden, men derfor skulle den jo ikke spoleres.
Det var super fedt. Jeg er virkelig glad for badeland og vand i det hele taget, så det er jo rimeligt heldigt! ;o)

Der er kommet nyt område i Lalandia sidste år – stort udendørs bassin med opvarmet vand. Stor boble-bads-fætter og så et lille bassin med et par små lige rutchebaner. Og der er ingen tvivl om at det er og bliver et stort hit om sommeren. Men når man er der i minusgrader, og skal rende fra indendørs varme – ud i frostgrader – så er det fandme koldt. Opvarmet eller ej. Boblerne var dog lækre varme. Men gæt selv lige hvor meget ekstra koldt det er at skulle op af lækkert varmt vand – i frostgrader, med vind – udendørs!?! As in – der må løbes hen til indgangen igen!!

Den nye rutchebane er tilgengæld vild – sej – og kanon sjov. Det er en “bare fis afsted flere ad gangen”-fætter, så der skal man ikke stå og vente. Den er udendørs primært, men når man først er nede i det rimeligt kolde vand (i forhold til vandet i de øvrige bassiner indendørs) så er det ikke koldt. Eller jo – men det føles ikke sådan. Der er en pause efter starten, hvor man bliver sluset ind i en rund lille plads – hvor vandet hvivler rundt. Det er faktisk svært at komme videre, hvis man først bliver fanget. Ellers går det bare afsted igen, med sving og fart. Og det var da sjovt at sidde der – i snevejr :o) Slutningen af turen er gennem flere små dysser med vand man får over sig – og ellers ned i et stort bassin – der hænger direkte sammen med det “opvarmede” (og jo, det ER det faktisk, det føles bare ikke sådan) vand som man kan svømme ud i – eller vælge at gå op og tage en tur – eller 10 – mere! Eneste minus er at man nemt ramler sammen – så forsøg at holde lidt afstand inden du suser afsted!

Basling ville ikke prøve – den var for farlig. Han blev ellers lokket med is, penge, lego og alverdens andet legetøj – men det hjalp lige lidt.
Der står også at man skal kunne svømme og være over 7 år – men han skulle såmænd nok have klaret det – hvis han var kommet afsted og prøvet.  Og så var han blevet vild med den!
Hvis du er i tvivl… = klar anbefalelsesværdig!! :o)

Kim og Maria var ikke ligeså meget vandhunde som os, men det gjorde nu ikke noget. Det vigtigste er, at de var med :)  De fik vist testet lidt sportsaktiviteter af ;o)

Huset vi boede i. Fint nok – men kors hvor gulvet knirkede og larmede. Og trappen op til 1 sal hvor man sover var så stejl at man skal baglæns ned. Belastende kl øv om natten når man skal ned på toilettet x 3 :/
Luksus husene er klart bedre ;o) og 18 gange så dyre :oP

Det er ingen hemmelighed at de her dage efter den sure besked om opsigelse, er rigtigt hårde at komme igennem. Jeg er blevet fyret i massefyringer før, men det har bare slået mig helt denne gang. Jeg har haft, og har det stadig svært med at tackle det. Jeg er på én gang både overrasket, men også skræmt over mig selv, og den måde jeg reagerer på. Jeg er tom.. min verden er gået i stå, og jeg har det som når man kører tog. Verdenen bare kører forbi, derude – udenfor. Ude af stand til at reagere eller gøre noget… som en forstening af mig selv. Jeg skal lære at tage mig selv lidt mere alvorligt og lytte til mig selv, min krop – og de signaler den sender.

Et step i den rigtige retning, var en hyggedag. Den blev tilbragt sammen med min søde kollega Tina. En tur forbi irene-from og købe perler (det skal man jo lige passe på med at sige i disse dage!), og så ellers på Café Laundromat og spise en sandwich. Lækker Latin Avocado sandwich, og en BLT. Vi delte. Og de smagte helt fantastisk. Begge to.
Super hyggelig og dejlig cafe, med vaskeri! Oplagt samling for mødregrupper, men det er virkelig et charmerende sted.

Herefter i fart tilbage til Tina – for tiden render jo i godt selskab, og så nåede vi .. nej ok, Tina nåede at lave et armbånd færdigt. Jeg nåede at blive i tvivl om både farver på indertråd, skæve knytninger og en god portion irritation over at det ikke lykkedes. Men pyt – det går jeg forfra en anden dag. Med til at lave armbånd hos Tina, hører der 2 små hjælpere til. Billederne, dog stadig ikke fantastisk kvalitet, siger mere end 1000 ord. Desværre viser de jo ikke når de virkelig hjælper og triller perlerne rundt og laver uorden i rækkefølgen. Garn og snore bliver også livligt tygget på og revet i. Og det er bare SÅ hyggeligt.

De er faktisk noget kønnere RL, men min telefon var bare ikke enig med mig om at skulle tage gode billeder, så kvaliteten er ikke imponerende, men det er minderne fra aftenen tilgengæld.

Lene og Benjamin

Og rend mig da lige ..et sted jeg ikke må skrive her, for så bliver Henrik en sur mokke. Men for fanden i helvede, hvor er det bare *argh*… pisse surt og alverdens andre eder jeg kunne komme på.
Faktisk er jeg egentlig ikke sur – jeg er pisse ked af det.

Resultatet af en uges venten, den rene psykiske terror, var en fyreseddel i torsdags. Massefyringer. Nedskæringer. Som en af mine kollegaer udtalte det: “Fucking finanskrise” – og jeg kunne ikke være meget mere enig.
Særligt eftersom beskeden fra næstnærmeste chef var, at jeg bestemt aldrig var blevet fyret ellers. Og beskeden fra nærmeste chef, der kom og tilbød mig anbefaling (som jeg selvfølgelig takkede ja til) som var, “det var ikke lige dig jeg havde regnet med at skulle skrive den til”. Alt sammen, fordi han ikke engang var blevet spurgt hvem han mente var den, der skulle sparkes ud.

Jeg er bare smadder ærgerlig, for nianet har været et helt fantastisk sted at arbejde. Det sted jeg har været glad for at skulle hen, når jeg stod op om morgenen. Det har aldrig været “ih, jeg gider ikke” (udover de morgener hvor man er MEGET træt, men hvem har det ikke sådan nogle gange?)
 - men mest af alt fordi jeg har de bedste kollegaer der findes. Selv om ene pige i afdeling med 7 – har jeg følt mig som en af “gutterne” hele tiden. Der opstår alt andet end lige også en del personlige relationer når man kommer ind af samme dør og sidder klods op og ned af hinanden i over 2 år.
Jeg kommer fa… til at savne dem. Og ja, jeg tudede da jeg sad og fik beskeden! Men det er stadig mest pga. mine kollegaer at jeg stadig er ked af det. Jeg ved da godt at livet går videre, jeg finder nyt job og dermed nye kollegaer som sikkert er smadder søde. Men det ændrer bare ikke på at de få derude hos nianet – de er bare mere end gode kollegaer. De er venner.
Og ja, selvfølgelig kan jeg se dem stadig. men det giver dog noget afstand når man ikke ses på daglig basis mere.

Torsdag var dagen fra helvede, men de her 3-4 kollegaer som jeg bare holder rigtigt meget af, fik dagen til at gå fra helvede da jeg ventede på beskeden; til tåleligt da jeg kom ud fra kontoret og tudede vildt meget; og helt til en rigtig dejlig aften da vi gik fra et meget hyggeligt lille sted i Kbh natten til fredag kl. ret sent.  Så da jeg lå i min seng fredag morgen kl 03:30 – der var jeg totalt kulret af oplevelsen fra den kedelige årsag, til den dejlige aften, sammen med selvsamme kollegaer – og en god sjat øvrige kollegaer også.

Og ja – nu er det bare med at finde noget andet at lave i en fart. Jeg har 3 måneders opsigelse, Og det giver mig så også 3 måneder med de her “yndlings-kollegaer” – og det er jeg da egentlig også glad for. Men samtidig, så er det også bare noget øv at vide man ikke er en del af “vi” mere.. lige om lidt..

Nøj, hvor er det nogle gange rædselsfuldt at være menneske, og have følelser!